Dópur – Prestur kontra Victor Danielsen

Gendøbernes ugudelige Meninger

Hr. Pastor Lind, Klaksvig, har udgivet et lille Skrift, betitlet “Hvor vi står og hvad vi lærer.” Det er igen et af de mange forsøg på at bevise ud af Bibelen, at Barnedåben er rigtig, at der er syndsforladelse, genfødelse, frels i den. Dette beviser han så efter sin egen mening meget afgørende og klart. Vi skal nu se.

Han begynder sin bevisførelse med den erklæring, at Bibelen ingen steder specielt udtaler sig om at døbe børn. Og der siger hr. Lind sandt. Man kommer uvilkårlig til at tænke op Kajfas, som, skønt en modstander af Kristus, dog ufrivillig kom til at udtale en guddommelig profeti om ham (Joh.11,49-52). Utvivlsomt har også Guds hånd styret den forblindet hr. Linds pen, så at han lige i begyndelsen af sin opsats skulde skrive denne sandhedens bekendelse, der på forhånd så grundigt slår alle hans ræsonnementer og ”beviser” på munden. Nej, Bibelen taler ingen steder om barnedåb, og dermed burde der i og for sig være sagt nok. Havde hr. Lind afsluttet sin pjece her, da havde han fortjent mere tak, end nu er tilfældet.

Guds ord taler altså ikke om barnedåb. Men taler det da heller ikke om det, som hr. Lind kalder ”gendøbernes ugudelige meninger” (s.8), nemlig, at troende og kun de skal døbes? Jeg behøver ikke at svare jo. Det taler ikke så få gange om, at troende blev døbt, og i alle de tilfælde, hvor Guds Ord beretter om dåb, er det troende, som døbes. Alligevel falder det såre let for hr. Lind at bevise, at det er børnene, der skal døbes, og det, at det kun er troende, som skal døbes, kalder han ”ugudelige meninger.”

Det spiller ingen rolle for hr. Lind, hvordan apostlene opfattede Herrens Ord og befaling om dåben, og hvordan de praktiserede den. Hr. Lind og andre teologer fra ældre og nyere tid forstår det bedre, en apostlene gjorde. Irenæus og Origenes, Luther, Melanchtom og P. Madsen, de siger at barnedåben er rigtig, skriver hr. Lind, og det er sandt, det gør de. Men apostlene taler ikke om den, de andre nytestamentlige forfattere heller ikke, og hvad der ikke stemmer med deres skrifter, er af Djævelen, hvad enten det så stammer fra Origenes, Luther, Madsen eller hr. Lind. Apostlene forudsagde, at der efter dem skulde opstå mænd, som talte forvendte ting, som ikke tjente vor Herre Jesus, men deres egen bug, som lurede ind vrange lærdomme, der ledede til fortabelse (Apg.20,29-30, Rom.16,18, 2.Pet.2,1). Og der er intet, som sikrere leder til fortabelse end at indbilde stakkels ufrelste mennesker, at de er genfødt, har fået syndsforladelse, er frelste ved noget, som er menneskeværk og ikke befalet af Gud. Der er mangen fortabt sjæl og vil nok desværre blive end flere, som forbander disse søde, falske lærdomme, der hindrede dem i at komme til sandheds erkendelse, det vil hr. Lind snart få vished for.

Men det er for læserens skyld nødvendigt at tage de enkelte skriftsteder, som hr. Lind nævner, op til nøjere betragtning.

Apg.2,38: Hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi navn til eders synders forladelse!” Om Peter her mente, hvad hr. Lind vil have det til, at de fik deres synders forladelse ved at lade sig døbe, eller han mente, at de ved at lade sig døbe viste, at de modtog Jesus som Messias og troede på syndernes forladelse ved hans navn, ja, det kan deres praksis og alene den bevise. Og nu læser vi, at de gjorde akkurat, hvad der i dag er ”gendøbernes ugudelige meninger” nemlig: de døbte dem, som tog imod ordet – og kun dem (v.41).

Apg.22,16: Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn!” Om disse ord betyder, at synderne blev aftvættede, idet han påkaldte Herrens Navn, som jo stemmer med Rom.10,13, at hver den, som påkalder Herrens Navn, skal frelses, eller de betyder, hvad hr. Lind siger, at synderne blev aftvættede, ved at han lod sig døbe, det kan kun Paulus´s egen opfattelse i hans senere liv afgøre. Og nu siger han, at Kristus udsendte ham ikke for at døbe, men for at prædike evangeliet, hvilket er en Guds kraft til frelse (1.Kor.1,17, Rom.1,16). Så er det færdigt.

1.Pet.3,21. Her står, at dåben frelser, der er sandt. Men ”frelse” betyder lige så mange ting, som der er farer at frelses fra, og påstå noget andet skal hr. Lind ikke; thi der er tåbeligt. Kvinden skal frelses gennem (eller ved) sin barnefødsel, siger Paulus (1.Tim.2,15). Er det også frelse fra fortabelse? Bliver hun genfødt ved at få børn? Da er der slemme udsigter for den ugifte.

Jo, dåben frelser, det er rigtigt nok, nemlig ud fra verden, ligesom vandet fordum skilte dem, der var i arken, fra dem, der ikke var i den. Dette er den dag i dag ”gendøbernes ugudelige meninger”, at dåben gør skilsmisse mellem den troende og verden, men det gør barnedåben ikke, det vil hr. Lind vel ikke påstå.

I Heb.6,1-2, finder vi den apostoliske orden. Først omvendelse fra døde gerninger (Retfærdiggørelse ved lov), dernæst tro, så dåb o.s.v. Denne orden bibeholder de, som hr. Lind kalder med øgenavnet ”Gendøbere.” Alligevel er han dristig nok til at påstå, at når der i Heb.10,22, står: ”Hjerterne ved bestænk-elsen rensede fra en ond samvittig hed”, da tænkes hermed på dåben, skønt 1.Pet.1,2 meget tydeligt forklarer, hvilkden bestænkelse der tales om: ”Bestænkelse med Jesus Kristi blod”. Alligevel skal ”bestænkelse” betyde dåben, skønt de skriftsteder i det nye Testament, som giver os nogen oplysning, både om den apostoliske og Johannes døbernes dåbsmåde, klart viser, at det var ved neddypning og ikke ved ”bestænkelse”, de døbte. Joh.3,23: ”Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget vand der”. Apg.8.38: ”De steg begge ned i vandet, Filip og hofmanden, og han døbte ham”. Der behøves ikke ”meget vand” til kirkens dåb, ej heller ”stiger de begge ned i vandet” der. ”Gendøberne” med deres ”ugudelige meninger”, de bruger imidlertid den dag i dag den nytestamentlige dåbsmåde.

Endog selve den Helligånds dåb i Mark.1,8 og 1.Kor.12,13 får hr. Lind til at være barnedåben. Disse påstande skal stå uantast-ede af mig, da deres meningsløshed må være klar for enhver.

Joh.3.5: ”Uden nogen bliver født af vand og ånd kan han ikke komme ind i Guds rige”. Dette er barnedøbernes faste borg. Ordet ”vand” betyder her dåben og intet andet, siger de. Altså bebrejdede Jesus Nikodemus, (v.10), at han ikke forstod, at genfødelsen lå i den dåb, der dog først blev indstiftet langt senere, nemlig efter opstandelsen! Og denne alvorlige søgende jøde, der vidste, at blod af tyre og bukke, disse højtidelige, af Guds indsatte ofringer, ikke kunde borttage synder (Heb.10,4), for ham skulde det være selvind-lysende, at nogle dråber vand, der under oplæsning af formularer stænkes i hovedet på et nyfødt barn, skal formå at fjerne synder og give evigt liv! Der kan ikke være megen alvorlig søgen efter sandhed hos de mennesker, der kan fås til at tro sådant.

Om ordene ”vandbadet med ord” og ”Igenfødelsens bad” (Ef.5,26, Tit.3,5) skal forstås billedligt, at ligesom legemet rensen ved et bad, således renses sjælen ved Guds ord, eller de virkelig betyder dåben, som kirken og hr. Lind vil have det til, det nytter det ikke at kives om, kun apostlene selv kan løse det spørgsmål. Hvis de genfødte mennesker gennem dåben, hvis de stiftede menigheder ved at døbe spædbørn, hvis de prædikede frelse og syndsforladelse ved dåb, da er der jo intet at kives om, lad os da i Guds navn gå hen og gøre ligeså. Men da de nu ikke gjorde dette, og det, som hr. Lind rigtigt siger, ingensteds fremgår af deres skrifter, da er det kun et menneskepåfund, og de, som fører disse sjælefordærvende lærdom, skal få en ende efter deres gerninger.

På samme måde har det sig med Mt.28,19. Apostlene stod jo der og hørte Herrens befaling, og de alene kan fortolke den. Gik de nu ud og gjorde disciple ved at døbe dem, eller idet de døbte dem, som kirken gør, da er der ingen grund til uenighed, da bør vi gøre det samme.

Men da nu apostlene gik hen og gjorde, hvad ”gendøberne” med deres ”ugudelige meninger” gør, og intet andet, nemlig døbte dem, som tog imod ordet og bekendte deres tro, ja, så har ”gendøberne” ret, og kirken og hr. Lind uret, og når disse får den store mængde til at tro deres forvrængninger af Guds Ord, da sker det kun, fordi dette folk hører på løgn (Ezek.13,19).

I enkeltheder at komme ind på alt, hvad hr. Lind skriver om børnene og deres modtage-lighed o.s.v., er ikke nødvendigt. Når Herren siger, at den, som ikke modtager Guds rige som et lille barn, skal ikke komme derind, da tænker han på barnets uforbeholdne tillid; og at et barn har et mere modtageligt sind end den, som i mange år har levet i synden, er jo klart. Men alt dette har intet at gøre med spædbørn som dem, kirken døber, som ikke kender forskel på højre og venstre. At kives herom er dårskab. Den, som påstår, at nyfødte børn er i den rette alder til at modtage religiøse indtryk og den kristendom, som Kristus og apostlene forkyndte, han er i en sådan sindsforfatning, at man hverken kan eller bør disputere med ham. Der må være meget lidt af sand alvor hos dem, der kan tro sådan noget i evighedsspørgsmål, og der kan ikke være meget dyb bekymring angående børnenes evige velfærd hos forældre, der vil sende dem ind i evigheden på sligt afsind. Lige så lidt kan der være megen frygt for Gud hos de mænd, der fylder dyrebare menneske-sjæle med en sådan tro.

Den påstand, at apostlene jo ikke kunde døbte børn, fordi der ingen kristen menighed var den gang, er simpelthen tom. Thi de sidste breve og skrifter i det nye Testament er skrevet mange år efter menighedens grund-læggelse, og deres børn, som blev omvendt i menighedens første tid, var for længst voksne og havde ingen fået børn, før det nye Testa-ment blev afsluttet; så der er rig lejlighed for apostlene og de andre hellige forfattere til at give os vink derom, hvis det hørte til Guds råd at døbe spædbørn, eller hvis der var tale om sådan noget. Men den tanke lå fjernt fra dem.

Den påstand, at dødsrigets porte jo havde overhånd over Kristi menighed så og så længe, hvis barnedåben var ugyldig, da der i den tid ingen anden dåb var, er meningsløs. Sagde Kristus, at han vilde bygge sin menighed på dåben? Peter bekendte, at Jesus var Kristus, den levende Guds Søn, og Herren svarede, at på denne klippe, troen på bekendelsen af ham som Kristus, vilde han bygge sin menighed (Mt.16,16-18). Og det er, hvad ”gendøberne” med deres ”ugudelige meninger” praktiserer den dag i dag, at de døber dem, som bekender den tro, som Peter bekendte, og kun dem. Kan hr. Lind sige, at kirken gør det?

Endvidere ser vi Paulus havde avlet de troende i Korint i Kristus Jesus ved evangeliet, og at han havde lagt den eneste rette grund-vold for dem, nemlig Kristus Jesus (1.Kor.4,15; 3,10-11). Alligevel takker han Gud for, at han kun havde døbt nogle enkelte av dem, thi Kristus udsendte ham ikke for at døbe, men for at prædike evangeliet (1.Kor.1,14-17), så det er ikke sandt, at menighedens grundvold er dåben.

Den tro og den bekendelse, hvorpå Herren sagde, at han vilde bygge sin menighed, har altid eksisteret ned gennem tiderne, endog den gang da kirken med sine falske lærdomme således havde fordunklet alt, at der måske ikke var nogen af Guds børn der længere forstod og udførte den apostoliske dåb.

Og man må med god grund spørge: hvem er denne mand, der så dristig fremtræder og påstår, at det allervigtigst og grundlæggende punkt i kristendommen er slet ikke direkte omtalt i Guds ord? Hvem har udsendt disse mænd, der således lærer folket at dyrke Gud forgæves, idet de fylder dem men menneske-bud (Mt.15,6-9)? Hvem er de, som med øge-navne angriber dem, der holder fast ved de apostoliske lærdomme?

Er det mænd, der siger: ”Hvad der var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld agtet for tab” (Fil.3,7)? Kan de sige: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig” (Mk.10,28)? Nej. De er ansatte som religionslærere af verden og for verden. Denne verdens herrer, hvoraf ingen kendte Guds visdom, thi havde de kendt den, da havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre (1.Kor.2,7-8), de har indsat dem til at prædike en religion, som passer for verden. Ved den løn, som denne verdens herrer betaler dem, er de bundne til at lære, hvad der behager verden. Hvis Gud havde sendt dem, da vilde de have talt Guds ord (Joh.3,34). Havde de stået i Guds fortrolige råd, da havde de ladet folket høre Guds ord i stedet for at fylde dem men tomme indbildninger (Jer.23,22.16).

Hvorfor blev Sion pløjet som en ager, Jerusalem en grusdynge, og husets bjerge til skovbakker? Fordi folkets præster lærte for betaling, og dets profeter spåede for penge (Mik.3,11-12). Og hvorfor vil det færøske folk i dag ikke høre Guds uforfalskede ord? Fordi de fra barn af er oplærte i disse menn-eskelærdomme af mænd, der tager løn af verden for at prædike for verden. Men deres ende bliver efter deres gerninger.

Alt for længe er der tiet, og disse mænd har upåtalt fået lov til at gøre lys til mørke og mørke til lys, surt til sødt og sødt til surt. Der kommer de frem gang på gang både i tale og skrift og får det arme, vildledte folk til at bøje sig for afguderne, syndsforladelse ved alter- gang, genfødelse ved dåb, ja, i sandhed, de siger atter og atter til dem, som foragter Herren: ”Herren har talt; i skulle have fred!” og til hver den, som vandrer i sit hjertes stivhed, siger de: ”Der skal ikke komme ulykke over eder” (Jer.23,17). Og så mener de at afvælte ansvaret på en nem måde ved f.Eks. at sige til sidst: ”For at ikke nogen skal … beskylde os for at bruge barnedåben som en sovepude for vantro mennesker, vil vi …. kraftigt understrege Jesu ord: …….. ”Den, som ikke tror, skal blive fordømt.” Hvad er det, man skal tro på? Sin dåbs nåde, altså noget, som det nye Testament ikke kender til, og som aldrig var opkommet i apostlenes tanker!

I sandheden, når en blind leder en blind, da falder de begge i grøften. Her har det færøske folk siddet i åndeligt mulm og mørke slægt efter slægt til trods for sjælesørgere og guds- huse. Utvivlsomt har Gud ejet sine til enhver tid, mennesker, som i det stille har hvilet på Guds løfte i evangeliet. Og hvad har kirken gjort for dem? Den har hindret dem fra at komme ud i Guds børns frihed, det er det hele. Og nu, da Herren gennem tjenere, der har forladt deres og fulgt ham, har tændt et klarere lys rundt på øerne, og Guds børn mange steder går ud fra verden og adskiller sig (2.Kor.6,17), hos hvem møder de nu den eftertrykkeligste modstand? Netop hos kirken og dens såkaldte sjælesøgere. Kirkens tjenere rejser omkring for at holde sammen, hvad Gud vil have adskilt, og adskille, hvad Gud vil have til at stå sammen.

Da deres stilling og deres falske lære forbyder dem at være et med Guds frigjorte børn, så samler de verden omkring sig og får den til at efterligne Guds børns vidnesbyrd og bønnemøder o.s.v. Tænker de mænd ikke, at Gud en dag vil møde dem? De ved, de må vide, at en stor del af det færøske folk hviler sig på dette svigtende grundlag: vi er døbt, vi er konfirmerede, i går til alters, vi tilhører kirken. Og dog bliver de ved at holde fast på disse sjæleødelæggende lærdomme, medens vore landsmænd forblindede går den sikre vej mod en forfærdelig og evig skuffelse. Der gives ingen undskyldning for dette, der hjælper ingen pæne talemåder og kunstige udflugter her! Dette er synd, synd mod de udødelige og af Gud elskede sjæle.

Må Herren udfri sine af alt dette.

Victor Danielsen.

(Tryk; Chr. Erichsen.

Jørgensgade

København

Omkring 1930/31)